Ny digtsamling af Kim Skotte, udkommer 21. august 2019

 

365 – et år i haiku


En spontant opstået tanke er blevet omsat
til tre hundrede femogtres haikudigte: Et hver dag
i løbet af året 2018; et på hver side i en samling af
komprimerede sanseglimt der forsøger at fange nuet i strakt galop.

 

 

Fjerne rejsende
et flys flænge i himlen
lydløs ravage

 

En bog hvor det dybsindige bogstaveligt talt står side om side med det hverdagsagtige, og det universelle side om side med det lokale ikke mindst observeret gennem et vindue i Ryesgade på Nørrebro og i en kolonihave på Amager.

”I stedet for digte med tilløb og dybdeløb fik jeg lyst til at skrive en slags sansedagbog. En registrant. En fortælling om et år. Et år uden fokus på særlige begivenheder. Uden politik og personlige kriser. Mit år og alligevel ikke mit år. Et år, som måske takket være haikuformens begrænsninger ville blive et år, som alle og enhver ville kunne spejle sig i.” (Efterord, s. 416)

 

365 – et år i haiku
udkommer den 21. august på forlaget Republik.

Vejl. udsalgspris 149 kroner
424 sider. Hæftet.
ISBN: 978-87-92976-41-3

 

Om forfatteren:

Kim Skotte (1957) er digter og kulturskribent. Han debuterede i 1982 med ’Den urimelige hastighed med hvilken tog skiller elskende’. Hans fjerde digtsamling ’Sensei forlader forstaden’ kom i 2005. Kim Skotte begyndte i de tidlige 1980’ere som musikanmelder på det hedengangne MM og har siden 1986 været kulturskribent i dagspressen. Siden 1997 har han anmeldt film, musik og litteratur på Politiken, hvor han også har titel af filmredaktør.