Interview med Marie-Louise Hansen om SUPER

Nu varer det ikke så længe, før Marie-Louise Hansens SUPER udkommer her på Republik.

SUPER er en genrerunddans af roman, teater, tegneserie, poesi og pop art. Den består af fem fortællinger, der kredser som satellitter om en central fortælling om at blive voksen i et sprog, der lige så ofte er slikkepindssødt, som det er pissurt. Marie-Louise Hansen modtog i 2019 Munch-Christensens debutantpris for sin første roman Olgas bog.

 

Jeg synes godt, at karakterer må presses lidt flade. Det gør det sjovere at røntgenfotografere dem.”

 

 

 

 

Hvorfor hedder bogen SUPER?

ML: Da første udkast lå færdigt, hed den Comic Sans som reference til den font, romanen er skrevet i, og som også er en tegneserieskrift, en reklameskrift, noget man ikke må skrive noget substantielt med, hvilket jeg synes, er en interessant visuel modstand til min tekst. Jeg ville gerne have en ”pang-titel”, helst bare et enkelt ord, der holder hele bogen inde, ligesom et korset. Det blev SUPER. Og SUPER dækker også hele arbejdsprocessen: at forstørre mennesker, holde en lup hen over dem, overdrive, tegne dem ekstra kraftigt op, som man gør i superrealismen i billedkunsten og i tegneseriekunsten.

Bogen foregår i Aarhus. Er der en særlig grund til det?

ML: Jeg har boet i Aarhus i over halvdelen af mit liv og kender de her miljøer og mennesketyper ret indgående. Aarhus er på mange måder en by, der aber efter København, den vil gerne være stor. Og det er der også noget sjovt og barnligt ved. Fordi byen er så lille, er miljøerne mere koncentrerede. Miljøet omkring Jægergårdsgade forvandlede sig i min tid fra at være et sted med værtshuse, lejligheder, som folk havde råd til, en Brugs, en gammel slidt biograf, en gade med et leben, der ligesom bare føltes naturligt opstået, til en kulisse, der rummer de her behov for iscenesættelse, som moderne mennesker i dyre, små lejligheder har. Min bog er en iagttagelse af tendenser og mennesker i tiden, som jeg synes, er lidt komiske og måske også lidt irriterende. Jeg var jo selv en del af det her liv, den her udvikling. På en måde står jeg midt i romanens karaktergalleri og er samtidigt udenfor, en iagttager, og sådan var det også at bo i Aarhus.

SUPER dækker hele arbejdsprocessen: at forstørre mennesker, holde en lup hen over dem, overdrive, tegne dem ekstra kraftigt op, som man gør i superrealismen i billedkunsten og i tegneseriekunsten.”

Jeg begyndte at se tingene i en barnlig, komisk kontekst. Jægergårdsgade blev pludselig et Vinterbyøster med de her små hyggelige butikker og caféer med retromøbler. Der kom en grødbar, hvor der før var et brunt værtshus, og pludselig kunne man se mænd i 30’erne med tweedjakker, sixpence og smarte halstørklæder sidde og spise overpriced havregrød med topping derinde. Brød hos bageren fik lange navne og en historie. Helt almindelige forbrugsting blev på en måde komplekse. Det var ikke længere noget med et formfranskbrød med birkes og en kop kaffe fra kanden. Jeg kan godt identificere mig lidt med Stine fra Home i romanen, som er midt i det her og en del af det, og samtidigt synes hun også, det er lidt pisseirriterende og stressende at leve i speltghettoen. Afsættet til hendes karakter kommer fra mig.

Hvordan har det været at skrive på "den svære toer", efter du vandt Munch-Christensens debutantpris i 2019?

ML: Jeg skriver jo, fordi jeg synes, det er sjovt. Det er en blanding af et barnligt spændingssus ved at gå ind i andre verdener og at undersøge ting detektivisk, at prøve at forstå, hvorfor mennesker er, som de er. Jeg er selvfølgelig dybt taknemmelig, stolt og glad for, at Olgas bog vandt debutantprisen; at den har sagt andre mennesker så meget. Men der er andre verdener, der skal udforskes, og bøger, der skal skrives. Hvad enten jeg får ros eller smæk for dem.

Har du haft nogle særlige inspirationskilder, da du skrev SUPER?

ML: Jeg elsker den måde, man kan overdrive på i B-serier, og er glad for, at jeg fik set samtlige afsnit af Dynasty som barn. Den overdrevne gestik og mimik i stumfilm er jeg også pjattet med. Der er også noget Anna og Lotte i det her. Børneunivers-logik. Jeg synes godt, at karakterer må presses lidt flade. Det gør det sjovere at røntgenfotografere dem. Og så har det været en kæmpe frihed ikke at skulle skabe troværdige karakterer, der udvikler sig. For jeg er ikke sikker på, at jeg ser mennesker på den måde.