Nye udgivelser

"I disse tider" er nærmest blevet et mantra, tre ord, der kan bruges til at forklare næsten alt: Isolation, inaktivitet, forvirring, tid til sig selv, savn, udsættelse ... Ja, uanset hvad, om det er godt eller skidt, så har livets tandhjul drejet på anden måde lidt for længe.

Det gælder også for Forlaget Republik - og menneskerne bag, selvfølgelig - men nu sker der endelig noget:

Den 28. april udkommer Manikanetish, en fin canadisk roman, der udspiller sig i et innu-reservat i Canada. Her er Yammie født, men har boet i storbyen Québec de sidste 15 år. Hun er i mellemtiden blevet fransklærer og har efterladt alt for at vende tilbage og undervise på en skole i sin barndoms Uashat. Men mens hun selv har forandret sig – så meget, at hun af og til føler sig fremmed – så er mange af udfordringerne i reservatet de samme som før. Yammie gør alt, hvad hun kan, for at give sine elever håb og vise dem andre veje, men de kan mere, end hun tror. Læs mere om den her.

 

Senere på året udkommer en ny roman af Marie-Louise Hansen, vinder af Munch-Christensens debutantpris i 2019. Den roman vil vi ikke sige så meget om endnu, men den kommer til at skille sig ud, så meget tør vi godt love, og vi glæder os til at vise den frem.

 

Og det er dejligt at have noget at glæde sig til "i disse tider".