Enspænderen og skovhuggeren Kanel er kommet til Vendsyssel for at fælde farlige træer efter en voldsom storm. Hun passer sig selv, og passer på sig selv, og har det bedst i egne tanker om træernes væsentligheder, ordenes mærkværdigheder og altings unatur. Men stedet og menneskene har deres egen rytme, natur og lune, som langsomt kryber ind under Kanels panser.
En roman om alt muligt mellem himmel og jord. Om forsøget på at acceptere det uforståelige. Ikke mindst i én selv.
ANMELDELSER:
”Med sin fint afstemte situationsbeskrivelse kan Mette Sø minde om Helle Helle. Med sin uheldssvangre uforudsige-lighed har hun træk af Pia Juul. Og med denne romans elegante kombination af realisme, folklore, overtro og syner, sætter hun sig sammen med Charlotte Weitze og Katrine Marie Guldager … Mette Sø står sit eget sted i litteraturen, hvorfra hun stilsikkert skildrer virkeligheden med uudgrundeligt mispas.”
Klaus Rothstein, Weekendavisen
”Særdeles vellykket roman … både noget at more sig over, noget at gyse over og noget at bevæges over.”
Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.dk
"At hun kan noget særligt, har hun allerede vist, og 'fordi at' understreger særligheden. Det er en sært fascinerende roman. Håndfast og svævende. En ganske særligt sær fornøjelse."
Søren Kassebeer, Berlingske Tidende ★★★★★
”’fordi at’ er en dybt humoristisk bog, der er holdt i et usædvanligt veloplagt og værdiladet sprog med underfundige replikker og med lunerige dialoger."
Jens Henneberg, Nordjyske ★★★★★
"Varm anbefaling."
Jane Andersen, bogblogger.dk
"Romanen er velskrevet, vellykket og bevægende."
Gentofte Hovedbiblioteks litteraturkonsulent Signe Pallisgaard anbefaler i Villabyerne
"En smuk bog. Et lille kunstværk. Personligt elskede jeg hver eneste side."
Pia Stærmose, Helsingør Dagblad
"Romanen er en smuk, velskrevet og indsigtsfuld indføring i et nordjysk lokalsamfunds rytme, sprog og mentalitet. Men også en sjov, charmerende og uforudsigelig fortælling, om en kvindes forsøg på at forstå verden, og ikke mindst sig selv."
Kåre V. Poulsen, DRs litteraturchef
"Jeg ser titlen på bogen som en heads-up fra Mette Sø. Hun bruger sproget som det passer hende. Det er sjovt. Det er spændende. Det er overraskende. Mer’ af det, Tak! ... Læs bogen før din nabo, FORDI AT den er skøn."
Susanne Hilligsø Sørensen, bogrummet.dk ★★★★★
”Det er lidt af en genistreg, Mette Sø har begået med sin fjerde roman ’fordi at’.”
Henrik Tjalve, Dagbladenes Bureau ★★★★★